Vi kan sagtens klare vitamin-D i større doser
AF KARL PETER ANDERSEN Forskningskoordinator Mezina A/S


Kommentar - I Børsen (papirudgaven) fra 11. januar 2007 efterlyser seniorforsker Lone Banke Rasmussen, Fødevareinstituttet, og Hanne H. Hansen, Fødevarestyrelsen, undersøgelser med større mængder D-vitamin. Det er overraskende, at de ikke kender dem, men ligefrem tror, at de ikke findes eller ikke ville blive tilladt af ­etiske hensyn.

En ganske dugfrisk oversigtsartikel fra det velanskrevne American Journal of Clinical Nutrition (AJCN 2007;85:6-18) opregner 21 undersøgelser hvor man har givet større doser D-vitamin til raske og forskellige patientgrupper.

Et eksempel er 450 mikrogram D-vitamin pr. dag givet i fem år til personer med osteoporose uden nogen rapporteret negativ effekt. Raske voksne har i et andet studie fået 25 eller 100 mikrogram om dagen i op til fem måneder uden problemer. Denne artikel konkluderer, at 250 mikrogram om dagen er uskadeligt.

100 mikrogram harmløst

EU’s kontor for fødevaresikkerhed (EFSA) har udtalt, at 100 mikrogram D-vitamin om dagen er harmløst (ikke 50 mikrogram som hævdet af Rasmussen og Hansen), men har derefter – af sikkerhedshensyn – sat den øvre anbefalede grænse – f.eks. som kosttilskud eller tilsat i maden – til det halve.

Så studierne er der og er også publiceret, men hvad de to fødevareforskere – måske meget naturligt – overser, er, at den mindste del af kroppens behov for D-vitamin dækkes gennem kosten. Det er naturligt for mennesker at bevæge sig rundt udenfor og få sol på kroppen, og her dannes 80-90 procent af den D-vitamin, vi skal bruge.

Allerede i forrige århundrede oplevede man de fatale konsekvenser af for lidt sol, da børnene i de engelske minebyer udviklede D-vitaminmangel (»engelsk syge«) og deforme knogler, ja, ligefrem dødsfald af og til.

Moderne levevis og angst for solen har medført en genopblussen af »engelsk syge« og er sandsynligvis medvirkende til den udbredte knogleskørhed på vore breddegrader.

Men den virkelig interessante historie om D-vitamin er, at det med stor sandsynlighed vil kunne forebygge en lang række alvorlige sygdomme, hvor immunforsvaret er involveret – bl.a. cancer – hvis vores forsyning var noget bedre – og her taler vi ikke om 10 eller 20 mikrogram, men om 100 mcg eller derover.